Min svigerfar døde for nogle uger siden efter at have haft et langt og aktivt liv. Han blev 92 år gammel, og han var selv parat til at afslutte livet, som på grund af forskellige sygdomme og skavanker var ved at være en belastning for ham.
Det blev hans to døtre, der som de eneste skulle arve ham, og de tog forleden dag fat på at gennemgå det hus, han havde boet i gennem mere end 50 år. De ville til en start bare få registreret hans efterlade indbo, hvorefter de senere ville afgøre, hvad der skulle ske med det.
Midt under det arbejde ringede min kone til mig og fortalte i en ophidset tone, at de havde fundet nogle våben i et skab i kælderen hos min svigerfar. De var indstillet på at ringe til politiet, men jeg foreslog, at de slog koldt vand i blodet og lod mig kigge på tingene.
Jeg var lige ved at komme til at grine højt, da jeg kom derud et par timer senere. Det viste sig, at de pågældende våben var nogle luftgeværer, som jeg faktisk godt vidste, at svigerfar havde haft. Jeg forklarede pigerne, at de var stort set uskadelige, og at der ikke kræves våbentilladelse til sådan nogle.
Og svigerfar havde endda opbevaret dem i et gammelt våbenskab med lås på, så der var vist ikke noget farligt i den forbindelse. I skabet havde han også hængende et par kikkerter, som stammede fra den periode, da han var ivrig jæger.