Jeg er lige blevet lidt roligere efter et kæmpe skænderi med min datter. Vi er lige kommet ind i den her periode, som alle mødre og døtre kommer ind i: En magtkamp, hvor teenagedatteren som regel taber kampene, indtil fornuften sætter ind, og konflikterne løses via samtale. Som enlig mor til to er det helt nødvendigt for mig, at mine børn forstår, at de skal hjælpe til herhjemme. Jeg kan simpelthen ikke nå alt. Jeg har et fuldtidsarbejde, jeg skal køre mine børn i skole og til deres aktiviteter sørge for, at de får lommepenge, lave mad til dem, vaske deres tøj, holde huset rent og haven pæn.
Stable briketter
Det er en ret stor mundfuld. Så når min datter nægtede at hjælpe mig med at få stablet brændebriketterne, som vi havde fået leveret, så blev jeg altså sur på hende. Og det er det, der er sket. Jeg havde fået brændebriketter leveret i formiddags fra https://ewersenergi.dk/, mens jeg var på arbejde. Naboen var sød at tage imod dem. De lå og ventede på mig ude ved kantstenen, da jeg kom hjem. Min datter var allerede hjemme, men havde ikke gidet at begynde at få dem stablet ind i garagen. Hun kan ellers godt. Hun er stærk nok. Så da jeg bad hende om at hjælpe mig med briketterne, og jeg fik et nej fra hende, blev jeg knotten. Hun skal altså lære, at for at nyde må man også yde – sommetider.
Nul lommepenge
Jeg fortalte hende, at hun skal tage sin tykke sweater på og komme og hjælpe mig. Ellers er der nul lommepenge i de næste 3 måneder. Hun svarede, at det var hun ligeglad med, og at hvis hun kun får lommepenge, fordi hun hjælper til herhjemme, så kunne det være lige meget med dem. Det fik mig virkeligt op i det knaldrøde felt. Jeg fik sagt til hende, at hvis hun ikke tog sig sammen og hjalp mig, så kunne hun finde et job og få lov til at betale husleje, hvis hun vil bo her. Jeg gik ud til briketterne og begyndte at få dem stablet ind i garagen. Tænkte på om træpiller er nemmere?Der gik et kvarter. Så kom hun og begyndte at hjælpe mig. Vi talte ikke sammen. Jeg kunne se, at hun havde grædt. Jeg ignorerede hende. Hun stablede brændebriketterne op uden at sige noget som helst. Vi arbejdede i tavshed. Sendte hinanden små, spørgende blikke. Du ved sådan nogle, der ligesom undersøger, om man kan regne ud, hvad den anden tænker.
Så var vi færdige
Efter en lille times tid var vi færdige. Tavsheden blev ikke brudt. Vi gik indenfor. Hun gik op på sit værelse, og jeg begyndte på madlavningen. Fik også tændt op i vores pejs. Da vi skulle spise, kaldte jeg selvfølgelig på mine børn. De kom og satte sig til bords. Vi spiste, og jeg ryddede op efter måltidet. På et tidspunkt kom hun ned til mig og spurgte mig, om jeg virkeligt mente det der med, at hun skal betale husleje. Selvfølgelig mente jeg det ikke. Jeg ville bare have, at hun forstår, at vi bor her alle tre, og derfor skal vi hjælpe hinanden, så vi kan have det godt sammen.