Digitale billeder er – lige som et hvilket som helst andet produkt – omfattet af loven om ophavsret. Og selv om mange tror, at de bare kan tage et hvilket som helst billede, som de finder på internettet, og bruge det som de vil, så er det ganske langt fra tilfældet.
Du må under ingen omstændigheder bruge et billede uden først at have fået lov af den, som har rettigheden til billedet. Og gør du det, kan du i bedste tilfælde blive bedt om omgående at stoppe brugen af billedet. Og i værste fald bliver du præsenteret for en regning for uretmæssigt at have brugt billedet. Og sådan en regning kan let løbe op i flere tusinde kroner.
Så husk det nu: Selv om det er let at finde et godt billede på nettet og kopiere det over i sin egen tekst, til sin blog, artikel etc. Så lad være – ellers be’r du ganske enkelt om at løbe ind i problemer.
Der findes ganske mange steder på nettet, hvor du for rimelige penge kan købe dig adgang til at hente billeder, som du kan bruge. Et eksempel på et af de mere populære steder er http://www.istockphoto.com/, hvor der er tusindvis af fotos at vælge i mellem.
Og synes du ikke, at du har råd til at betale for billederne, er der også steder, hvor du kan hente fotos helt gratis. Eksempler på dette er http://www.freeimages.com/ og http://gratis-billeder.dk/.
Rigtig mange mennesker er kommet i klemme, fordi de har brugt andres billeder ulovligt. Lad være med at falde i den fælde, og sørg for at have styr på tingene, inden du bruger andres billeder.