Her i landet blev den gode nyhed modtaget med stor glæde: Vi må gerne gå udenfor uden at skulle bære maske. Vi skal dog tage maske på, hvis vi går ind i en butik eller et supermarked. Og anbefalingen er også, at hvis man fx skal til fodboldkamp, så bør man tage maske på. Alligevel, så er det en lettelse. Det er sket for mig, at jeg har glemt masken. Den er altså ubehagelig at have på her i varmen. Her er nemlig meget varmt. Så når jeg ude på min daglige gåtur med hundene, så foregår det endeligt uden maske igen. Der er bare et lille, men ved det hele. Folk er blevet lidt sløsede med deres masker. Der ligger masker og flyder på gader og veje. Folk taber dem og lader dem ligge. De samler dem ikke op og smider dem ud. Det gør mig lidt gal. Mest fordi ansigtsmasker ikke er lavet af genbrugsmaterialer. Det tror de fleste mennesker, at de er.

Emballage

Men det er de ikke. Og de kan slet ikke anvendes til genbrug. Nej. Ansigtsmasker skal ikke smides i den skraldebøtte, der er beregnet til genbrugsaffald. Man kan ikke lave poser af genbrugsplast af dem. Man kan heller ikke bryde fibrene, de indeholder ned, og anvende dem til nye produkter som for eksempel emballage. De skal direkte til afbrænding. Bum. Færdig. Basta. Men vi lærer det vel på et tidspunkt: Altså at være ansvarlige, og ikke lade tabte ansigtsmasker ligge og flyde på gaderne.

Noget andet, som blev bekendtgjort, var, at om ganske få dage så er her ikke længere udgangsforbud. Det er altså skønt at tænke på. Vi har levet i så mange måneder med den her følelse af at være spærret inde. Også selvom det faktisk var i nattetimerne, hvor de fleste mennesker alligevel sover. Så ja, glæden er stor. Og man kan mærke en stemning af optimisme. Det går i den rigtige retning. Folk er blevet meget mere venlige overfor hinanden. Fx så fik jeg hjælp af en ung mand i supermarkedet forleden. Da han stod og så, at jeg stod og fumlede med en af de her poser af bioplast, som man lægger grøntsager i, hjalp han mig med at åbne den. Jeg ser dårligt og kunne ikke finde den der fold, man skal hive i for at åbne posen. Havde det været en uge tidligere, så ville han nok ikke have hjulpet mig. Han ville bare være gået forbi.

Ja, bare en lille historie fra min del af verdenen, hvor alle i disse dage er glade. Kan det være bedre? Det kunne det måske, hvis vi var lidt bedre til at tænke positivt generelt, og ikke ligesom har ladet os lulle ind i jammer og beklagelser over restriktioner og regler, der hele tiden ændrer sig. Nu håber jeg så bare, at den glæde vil vare ved. Og at vi ikke skal tilbage til nye og skrappe restriktioner. Det har jo været svært for alle. Det har vendt op og ned på mange menneskers liv.

Det fineste gavepapir

Mit barnebarn fylder 1 år på lørdag. Vi skal til fødselsdagsfest hos hende. Hun skal fejres med lagkage. Hun skal puste lys ud og have gaver. Jeg glæder mig til at se hendes reaktion på gaverne, hun får. Og til at smage lagkagen. Elsker kage. Især dem med god creme i. Og glasur. Min kone siger, at jeg er som et lille barn, når der er lagkage. Og hvad så? Det gør da ikke noget. Og jeg spiser jo ikke andre søde sager. Kun lagkage. Vores datter har fortalt, at hun selv har lavet lagkagebundene, og hun forventer at få min helt ærlige mening om dem. Hun kalder mig for ”lagkagespecialisten”. Jeg har lige været ude for at købe en gave til vores barnebarn.

Jeg har købt noget legetøj til den lille pige. Og så har jeg også købt noget tøj til hende. Det var en sjov oplevelse. Morfar på gaveindkøb i en tøjbutik til små børn. Men det var nogle morderligt søde piger, der arbejdede i butikken. De gav mig god vejledning, og de sørgede for, at tøjet blev pakket pænt ind i gavepapir. Meget romantisk gavepapir. Jeg havde sådan set ikke forlangt, at de skulle pakke tøjet ind. Det gjorde de bare af sig selv. Jeg fik pakkerne i en pose, og så kunne jeg gå igen. Jeg må sige, at jeg følte mig meget succesfuld med indkøbene. Og naturligvis var min kone ved at revne af nysgerrighed efter at se, hvad jeg egentlig havde købt. Så hun rev bare gavepapiret af, så hun kunne tjekke tøjet og legetøjet. Tænker ikke hun vidste, at det var gavepapir på tilbud…?

Alt er godkendt

Legetøjet blev godkendt. Men den der lille hue, som jeg havde købt, blev ikke godkendt. Min kone var lidt sur: ”Sådan én har jeg altså strikket til hende.” Jeg mente dog ikke, at der er nogen grund til at returnere den. Barnet kan sagtens få brug for flere huer. Så jeg ignorerede hendes udbrud. Blusen og de små blebukser blev dog godkendt. Min kone mærkede hurtigt, at det var ordentlig kvalitet. Efter at min kone havde tjekket og godkendt / ikke-godkendt gaverne, fandt hun noget andet gavepapir frem. Sådan noget med små billeder af bamser og blomster på. Hun begyndte at kæmpe med at få lagt tøjet pænt sammen igen og ned i æskerne. Hun fandt tape, saks og silkebånd frem og begyndte at pakke tøjet ind til fine, små gaver igen. Jeg kiggede på hende. Hun kæmpede med det. Hun har gigt i hænderne. Men det gik. Hun fik lavet nogle smukke gaver til vores barnebarn. Jeg forstod, hvorfor hun havde været lidt sur over den hue, jeg købte. Hun har maset med at få strikket en selv. Det har sikkert været en lille smule pinefuldt for hende. Hun skal have endnu en operation om få uger. Vi håber, det vil forsinke sygdommens udvikling i hendes hænder.

Gaverne er blevet placeret i en pose. Den står ude i entreen og venter på, at vi skal til fødselsdagsfest på lørdag. Jeg går ind på soveværelset og finder skjorten, jeg skal have på til festen. Jeg skal sy en knap i den.